Biografi fra "Den store Danske"

Dostojevskijs visionære kunst rager op i russisk åndshistorie og i verdenslitteraturen. Hans liv og værk er en uudtømmelig kilde til psykologisk, filosofisk og religiøs indsigt.

Han voksede op i en børnerig, meget læsende familie, faderen var adelig godsejer, men praktiserede som fattiglæge i Moskva, hvor forfatterens livslange sociale engagement blev grundlagt.

Faderens splittede personlighed har givet anledning til mange spekulationer, bl.a. har et sejlivet rygte hævdet, at han blev dræbt af sine livegne bønder. Herpå byggede Sigmund Freuds berømte teori, at Dostojevskijs epilepsi udløstes af fortrængt faderhad. Uanset teoriens tvivlsomme grundlag er faderopgøret et centralt tema i forfatterskabet.

Dostojevskij blev uddannet på det ansete ingeniørakademi i Sankt Petersborg. I 1846 debuterede han med brevromanen Arme mennesker.

Den rørende fortælling var tydeligt inspireret af Nikolaj Gogols Petersborg-noveller og blev rost til skyerne af Nikolaj Nekrasov og Vissarion Belinskij.

Samme år udkom Dobbeltgængeren, ligeledes påvirket af Gogol, men dens eruptive stil faldt til gengæld ikke i god jord. Begge hører til de såkaldte "små værker", sammen med bl.a. Hvide nætter (1848).

Snart efter indtraf vendepunktet i Dostojevskijs liv og kunst. De europæiske revolutionsdønninger nåede Rusland, og Dostojevskij deltog i en socialfilosofisk studiekreds, som blev optrevlet i 1849.

Deltagerne blev dødsdømt, men på selve skafottet blev dommen ændret til forvisning. De første fire år afsonede Dostojevskij i en sibirisk fangelejr; i de sidste seks år gjorde han bl.a. militærtjeneste og indgik sit første, ulykkelige ægteskab.

Efter tilbagekomsten til Sankt Petersborg fik han sit andet gennembrud med fangelejrskildringen Det døde hus (1860), der med sin dybtgående analyse af forbrydelsens psykologi og sit religiøse grundsyn blev optakten til de "store værker".

I 1861 valgte Dostojevskij den usikre levevej som tidsskriftudgiver. Gentagne gange tvang såvel politiske som økonomiske problemer forfatteren til at søge tilflugt i Vesteuropa.

Hans slavofile orientering og ambivalente forhold til Vestens materialistiske kultur kommer stærkt til udtryk i hans Vinternoter om sommerindtryk (1863).

Året efter fulgte Optegnelser fra et kælderdyb, en særlings velartikulerede forhånelse af alle idealer og værdier. Fortællingen gjorde et stort indtryk på filosoffen Friedrich Nietzsche.

I 1865 kom Dostojevskijs nok berømteste roman Forbrydelse og straf, også kaldet Raskolnikov, der er en beretning om, hvordan et nihilistisk livssyn fører til et mord, som først kan sones, da forbryderen åbner sig for den sande kristne tro.

I 1867 giftede Dostojevskij sig med sin purunge sekretær, som bragte en vis ro i hans kaotiske liv. Men parret blev fortsat hjemsøgt af ulykker, bl.a. Dostojevskijs spillelidenskab, som skildres tragikomisk i fortællingen Spilleren (1866).

Det næste hovedværk er romanen Idioten (1868-69), der viser "det fuldkomment gode menneske", som hvirvles ind i omverdenens lidenskaber og intriger. Hovedpersonens epileptiske anfald skildres med suggestiv kraft.

Dostojevskij genoptog det nihilistiske tema i sin næste store roman De besatte (1871-72), som bygger på autentiske hændelser i en terroristisk organisation. Et af kapitlerne, "en stor synders skriftemål", blev bortcensureret.

Den følgende roman Ynglingen (1875) er nok forfatterskabets mest komplicerede. Hovedpersonens ærgerrige mål er at blive "rig som Rothschild", men han bliver ustandselig distraheret og inddraget i begivenheder, der tilsammen belyser tidens rodløshed og opløsningstendenser.

Fra 1876 udgav Dostojevskij En forfatters dagbog som månedsskrift. Det blev hans forum for politiske følere og for den dialog med læserne, som snart befæstede hans ry som russisk "profet".

I 1879-80 sattes kronen på livsværket med romanen Brødrene Karamazov, hvor de tre brødre repræsenterer hver sit religiøse og etiske ståsted. Alle tråde fører tilbage til den monstrøse faderskikkelse, og det er mordet på ham, der udløser de voldsomme begivenheder.

Centralt i værket står den berømte "Legenden om storinkvisitoren"; en anklage mod Gud, som tillader, at uskyldige lider. Lidelsens mening og kristendommens frihedsbrev til menneskeheden er romanens og hele forfatterskabets filosofiske akse.

Dostojevskijs død og begravelse udløste landesorg. Men snart tog kritikken fat, både af mennesket og kunstneren, og det blev især kutyme at underkende Dostojevskijs evner for komposition. Hertil har bl.a. Georg Brandes bidraget.

Først i 1929 præsenterede Mikhail Bakhtin en radikal nytolkning og lancerede bl.a. begrebet "polyfoni" til beskrivelse af storværkernes bevidste mangestemmighed.

Dostojevskij er blevet "genopdaget" og erklæret "moderne" adskillige gange, især efter de to verdenskrige. Han har haft væsentlig betydning for den franske eksistentialisme, og i de senere år er sammenlignende studier mellem Søren Kierkegaard og Dostojevskij blevet et centralt forskningsfelt.

Værkerne findes i talrige oversættelser af meget svingende kvalitet. Den danske standardudgave er Ejnar Thomassens (1881-1977) indsats: Dostojevskijs samlede værker i 24 bind (1965-66), som dog har sine svagheder.

I 1994 kom en nyoversættelse af Kældermennesket, i 1996 en nyoversættelse af De besatte med titlen Onde ånder, og i 1997 en ny fordanskning af Den sagtmodige og Et latterligt menneskes drøm med fællestitlen To fantastiske fortællinger.

2003 udgav forlaget Rosinante en nyoversættelse af Forbrydelse og straf og 2006 af Idioten, begge ved Jan Hansen (f. 1956).